Rønne - Bornholms hovedstad
Rønne er Bornholms største by og et attraktivt rejsemål for både danske og internationale turister. Byen er kendt for sin travle havn, charmerende bindingsværkshuse og rige kulturhistorie. Rønne er ofte det første sted, besøgende oplever, når de ankommer til Bornholm med færge fra Ystad, Køge eller Sassnitz.
Byen har et bredt udvalg af butikker, der primært er koncentreret i to områder - nemlig øens eneste shoppingcenter "Snellemarkcentret" ved havnen samt gågadeområdet, der har sit udspring fra Store Torv. På Torvet er der ugentlige torvedage, hvor de lokale grøntsagsdyrkere og fiskehandlere m.m. stiller deres boder op - andre dage arrangeres der musikunderholdning samme sted, hvilket dog primært foregår henover sommeren.
Endelig skal vi huske at gøre opmærksom på, at Danmarks ældste fungerende teater ligger i den gamle bydel tæt på kirken, som I ikke kan undgå at se, når I sejler ind i Rønne Havn. Kan I skaffe jer en billet til en af forestillingerne her, har I sikret jer en unik og stemningsfuld oplevelse i den hyggelige gamle teaterbygning.