Denne hjemmesider er ikke længere understøttet i Internet Explorer.
Venligst åben siden i Microsoft Edge, Google Chrome, Firefox eller Safari.
Kan vi hjælpe?
7015 3232
En ferie på Den Franske Riviera er en ferie i luksus
Langs Frankrigs sydlige kyst mod Middelhavet finder I Den Franske Riviera, også kaldet Côte d’Azur – den blå kyst. Denne perle er noget helt for sig selv. Her finder I skønne sandstrande og naturlige klippelandskaber langs kysten.

Velkommen til Den Franske Riviera

En ferie i lækre omgivelser

Langs den Franske Riviera finder I også de berømte franske byer med deres historiske bymidter af brostensbelagte gader, paladser og katedraler. Deriblandt det charmerende Nice, den travle Marseille, det trendy Cannes og den luksuriøse by Saint-Tropez samt en perlerække af små hyggelige byer.  

Fra en ferielejlighed ved Den Franske Riviera giver I jer selv adgang til nogle af de mest charmerende badedestinationer I Europa. Fra byerne kan I udforske det frodige klippelandskab, hvor nationalparker som Gorges du Verdon tager pusten fra jer med de smukke udsigter.

Nyd jeres ferie på de smarte strandpromenader

Når man tager en ferie ved Den Franske Riviera, er det ikke til at komme uden om at besøge de smukke sandstrande med det klare blå hav. I de fleste af byerne finder I selvfølgelig nogle af de bedste sandstrande med strandpromenaden og restauranter lige ved hånden. Hvis I har lyst til at tage lidt ud til de mindre beboede områder, så tag fx til stranden Plage de la Mala ved Cap-d’Ail. Denne lille magiske strand ligger gemt mellem pinjetræer og tårnende kalkstensklipper.  

Eller tag ind i landet bag strandene og de trendy byer og oplev de imponerende nationalparker med jeres vandrestøvler på – oplev berømte Gorges du Verdon, som bliver beskrevet som Europas svar på Grand Canyon i USA. Her kan I enten vandre oppe i de stejle klipper, mens I kigger ud over det lyseblå vand i floderne og søerne, eller I kan tage en sejltur og opleve kløften nedefra. 

Det er også værd at opleve øerne ud for kysterne. Tag fx på besøg på øgruppen Îles de Lérins, hvor to mindre øer kan udforskes. Her finder I et gammelt kongefort samt smukke og uforstyrrede klostre og abbedier.

Charmerende byer ligger som perler på en snor

Nice er Den Franske Rivieras hovedby og er en livlig by med en berømt strandpromenade og imponerende bygninger og pladser. Stranden er et besøg værd, hvorefter I kan slentre rundt og beundre de forskellige arkitektoniske stilarter, byen byder på.  

I Cannes er det ikke kun den berømte filmfestival, der er værd at komme for. Her finder I den dejlige, trendy strandpromenade med det fineste sand. Den gamle befæstede bydel er et besøg værd med markedshaller og charmerende små gader.  

Saint-Tropez har været jetsetternes destination nummer 1 i mange år. Her kan I gå langs den gamle havn og forgabe jer i de moderne, luksuriøse yachter. Den bedste strand i Saint-Tropez, Plage de Pampelonne, er heldigvis tilgængelig for hvem som helst, med eller uden superyacht. Fra fortet Citadelle de Saint-Tropez får I en vidunderlig udsigt over byen og havet.  

Antibes er en populær rejsedestination og bestemt et besøg værd. Besøgende her kan nyde sandstrandene, shoppe på markedet og nyde det livlige natteliv. Her finder I nogle af kystens bedste sandstrande og en imponerende bådehavn. I Antibes kan I beundre Picassos og andres kunst på Picasso-museet. Eller I kan fare vild i de små gyder i den historiske gamle bydel.

Det franske køkken er i top ved Den Franske Riviera

Den Franske Riviera kan byde på det bedste af det franske køkken. Den kendte ret salade niçoise har netop sin oprindelse i Nice og er en fantastisk salat, der byder på det bedste fra området – tomat, tun, oliven, grønne bønner og et kogt æg. Hvis I ikke har prøvet retten, er der noget nyt at smage, som hele familien kan være med på.  

Man kan selvfølgelig ikke komme udenom, at den franske Middelhavskyst byder på fisk og skaldyr i en lind strøm. Den berømte bouillabaisse kommer fra Marseille og består af et sammensurium af forskellige fisk kogt ind til en vidunderligt smagfuld suppe.  

Nyd det hele med et godt glas vin fra Provence-regionen, hvor vin er blevet dyrket, siden Marseille blev grundlagt i år 600 f.v.t. I dag er regionen bedst kendt for sin rosé, som I ikke må gå glip af på de varme sommeraftener, mens I nyder udsigten over det blå hav og de orange teglstenstage.