Denne hjemmesider er ikke længere understøttet i Internet Explorer.
Venligst åben siden i Microsoft Edge, Google Chrome, Firefox eller Safari.
Kan vi hjælpe?
7015 3232
Ferielejligheder og ferieboliger i Istrien
Halvøen Istrien i det nordvestlige Kroatien er en af de smukkeste og mest mindeværdige destinationer i det naturskønne land. Mod nord støder regionen op til grænsen af Slovenien og omgives af Adriaterhavets lyseblå og klare vand mod vest, syd og øst. I Istrien kan du opleve den magiske og afslappende atmosfære ved Adriaterhavets smukke kyst i charmerende byer som Umag, Poreč, Rovinj og Pula. Tag en tur til kystbyernes lækre strande, eller oplev atmosfæren i de charmerende og historiske gader. Istrien byder på mere end bare badeferie. Landskabet er spækket med uspolerede og bjergrige områder med ældgamle fæstningsbyer på bakketoppe, hvorfra I kan skue ud over omgivelserne. Tag også på udflugt i regionens storslåede nationalpark, eller besøg en af de mere end 1.000 grotter i området. Ferieboliger i Istrien er jeres adgangsbillet til idylliske landsbyer tæt på skønne naturoplevelser, historie og kultur.

Velkommen til Istrien!

Enestående naturoplevelser ved Adriaterhavet

Naturen i Istrien spænder bredt og lader jer opleve en lang række naturfænomener og landskaber helt tæt på. Den uspolerede og frodige natur er perfekt til lange vandre- og cykelture med skønne udsigter over Adriaterhavets klare vand. Tag en tur op i højderne for at besøge landsbyerne Grožnjan og Motovun med deres velbevarede bymure og bygninger fra Middelalderen. Herfra kan I skue ud over den uspolerede natur og adriaterhavskysten. Grožnjan har tiltrukket mange kunstnere, og derfor finder I desuden mange kunstgallerier i byen.

En tur ned til kysten lader jer opleve Brijuni Nationalpark, som består af i alt 14 øer. Den ligger ud for kystbyen Fažana og kan nås via færge fra byen. To af øerne er åbne for offentligheden, og her kan I opleve dinosaurspor og rester fra det romerske og byzantinske rige. Tag også på udflugt i parkens safari zoo, hvor I kan opleve en lang række dyr fra forskellige kontinenter. Derudover er Istrien kendt for sine mere end 1.000 grotter, hvoraf nogle enkelte er åbne for alle besøgende. Besøg Mramornica, Baredine, Pazin eller Romuald’s Grotte, og oplev flere millioner års geologisk historie helt tæt på.

Aktiviteter ved kysten og inde i landet

En ferie i Istrien indbyder til masser af sjove aktiviteter og underholdning hele året rundt. De bjergrige landskaber er perfekte til lange vandre- og cykelture. De mange klippeformationer i landskabet er desuden oplagt til klatring. Området anses som et af de bedste klatringsområder i hele Kroatien. Derudover findes der flere sportsmuligheder som tennis og 18-hullers golfbaner.

Adriaterhavskysten indbyder til mange andre aktiviteter for hele familien. Ved de mange strande kan I tage en dukkert eller slappe af i vandkanten med en snorkel. Ved kysten finder I desuden masser af vandsportsaktiviteter, så I kan nyde vinden i håret med windsurfing, paddleboards og sejlads eller dykkerture under vandoverfladen. Besøg også en af de mange vandlande med masser af aktiviteter og vandrutsjebaner for børn og voksne.

Oplev autentiske byer med masser af historie

Istrien har en lang fortid og har været en del af mange forskellige imperier. Både venetianere, byzantinere, romere, østrig-ungarere og jugoslavere har haft herredømmet over området. Det har resulteret i mange imponerende byer, som har bevaret mange af de bygninger, der er blevet opført gennem historien. Istriens største by, Pula, vidner om den romerske fortid med det store udendørs amfiteater, som i århundreder blev brugt til gladiatorkampe.

Kystbyen Rovinj byder i den gamle bydel på monumenter fra den venetianske fortid. Kirken St. Euphemia i venetiansk barokstil tårner sig op over byen, som også har bevaret tre af de historiske syv byporte. I Poreč finder I velbevarede romerske monumenter, herunder Euphrasius-basilikaen med både kirke og kapeller. Den er i dag optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Mange af disse byer kan opleves med en feriebolig i Istrien.

Alsidig gastronomi

Istriens begivenhedsrige fortid har sat sit præg på den lokale gastronomi. Maden i Istrien er alsidig, og mange retter er inspireret af nabolandet Italien. Pastaretter, risotto og polenta er udbredte i området, og de serveres med nogle af de lokale grøntsager, som er kendt for at være af høj kvalitet. Ved kysten er der et stort udvalg af velsmagende retter med fisk og skaldyr. Nyd atmosfæren og stemningen på de lokale restauranter, barer og caféer, og forkæl jer selv med de udsøgte og smagfulde lokale råvarer.