Denne hjemmesider er ikke længere understøttet i Internet Explorer.
Venligst åben siden i Microsoft Edge, Google Chrome, Firefox eller Safari.
Kan vi hjælpe?
7015 3232
Aktiv ferie i Åre – fjeldferie med oplevelser for hele familien​
Glæd dig til en aktiv sommerferie i Åre, hvor fjeldene byder på alt fra adrenalinfyldte mountainbike-oplevelser til rolige vandreture i storslået natur. Her er aktiviteter for både børn og voksne – og masser af muligheder for at nyde den friske fjeldluft i eget tempo.

Sommer i Åre i Sverige

Downhill-cykling i Åre Bike Park – Skandinaviens største cykelpark

Åre Bike Park er Skandinaviens største downhill-cykelpark og et sandt mekka for mountainbike-entusiaster. Med over 50 km spor fordelt på 39 ruter og en maksimal faldhøjde på 853 meter tilbyder parken enestående variation og udfordringer for alle niveauer. Parken byder på 7 grønne (let), 11 blå (let øvet), 11 røde (øvet) og 10 sorte (erfaren) spor, hvilket sikrer, at både begyndere og erfarne ryttere kan finde passende udfordringer. Sporene varierer fra brede, maskinbyggede ruter til tekniske singletracks gennem skov og fjeldterræn. En tur fra toppen af Åreskutan ned til byen kan tage over 20 minutter og fører dig gennem forskellig beplantning, hvilket giver en unik og mindeværdig oplevelse. Parken ligger i Åre by. 

For at få adgang til sporene kræves et BikePass, som også giver adgang til lifttransport. Hjelm er obligatorisk, og det anbefales at bære passende beskyttelsesudstyr i form af bl.a. full-face hjelm. Derudover er det vigtigt at cyklen har gode støddæmpere for undgå skader. Cykler kan lejes i Åre. 

Trailcykling i Åre Bike Park - flow, fart og fjeldnatur for alle niveauer

Åre Bike Park Trail i Björnen er et ideelt sted for både nybegyndere og erfarne mountainbikere. Med 18 velbyggede stier, der spænder fra lette grønne til udfordrende sorte ruter, tilbyder parken en varieret cykeloplevelse i smukke fjeldomgivelser. Stierne er maskinbyggede, brede og næsten fri for rødder og sten, hvilket gør dem tilgængelige for cyklister på alle niveauer. For at beskytte miljøet og sikre tørre forhold er der konstrueret broer, spange og dræningssystemer langs ruterne. 

Blandt de populære stier er "Graniten", en flowtrail med velodromkurver og små hop, samt "Stubinen", der byder på en 90 meter lang træbro og tekniske udfordringer.

For dem, der ønsker at forbedre deres færdigheder, tilbyder området både en pumptrack og et teknikområde med forskellige forhindringer. Desuden er der mulighed for at deltage i teknikkurser og guidede ture. Cykling i Åre Bike Park Trail kræver et TrailPass, som kan købes online eller ved ankomst. Hjelm er obligatorisk, og det anbefales at bruge passende beskyttelsesudstyr.

Uanset om I er på udkig efter en familievenlig cykeltur eller ønsker at udfordre jeres tekniske færdigheder, tilbyder Åre Bike Park Trail en oplevelse for enhver smag.


Mens downhill cykling har fokus på fart og teknik ned af fjeldet med stejle nedkørsler, hop, drops, sten og rødder på ofte smalle stier er fokus på trail cykling mere flow og varieret terræn med maskinbyggede spor, hvor du vil passere broer, velodromsving og forskelligt underlag. Du kører både op og ned i terrænet. 

Cykelkurser, guides og nye tricks

I Åre kan du tage din cykeloplevelse til næste niveau med både private guider og sjove, lærerige gruppekurser. Uanset om du er nybegynder eller erfaren rytter, er der noget for dig. 

Privat cykelguide
Få en skræddersyet tur med en erfaren guide, der tilpasser ruten og undervisningen efter dine behov. Perfekt til både trail og downhill – uanset dit niveau.

Intro-kurser
Kom godt i gang med downhill, hop, drops eller trail-cykling. På intro-kurserne lærer du de grundlæggende teknikker og får trygge rammer til at øve dig sammen med andre.

Bike Kids Camp (8–11 år)
Et sjovt tredages cykelcamp for børn, hvor de lærer balance, teknik og små hop – alt sammen gennem leg og gode oplevelser med jævnaldrende.

Social Rides
Deltag i fælles cykelture, hvor fokus er på at forbedre teknikken og nyde fællesskabet. Der er forskellige temaer og ruter – for eksempel flowspor, trail eller opdagelsesruter i området.

Bemærk, at kurserne tilbydes i udvalgte perioder. 

Klatring i Åre – sjov og udfordringer i trætoppene

Klatreparken i Åre-Björnen er en spændende aktivitet for hele familien, hvor I kan udfordre jer selv blandt trætoppene. Parken byder på en kombination af klatrebaner, ziplines og mere end 80 forskellige forhindringer – alt fra armgang og lianer til klatrevægge og hængebroer. Der er i alt 10 baner med varierende sværhedsgrader, så både begyndere og øvede kan være med. Højderne varierer, og på det højeste punkt befinder man sig 12 meter over jorden. Parken har også 11 ziplines, hvoraf den længste er 62 meter og giver en fantastisk udsigt over Åresjön. For de mindste er der en separat park med enklere forhindringer i lavere højde – perfekt til børn, der gerne vil prøve kræfter med klatring i sikre rammer.

Klatreparken ligger i Björnen-området tæt ved Åre Bike Park Trail. Aldersgrænsen er 7 år, og børn skal være minimum 120 cm høje for at deltage.


Udover klatreparken i Björnen finder I også Åre Klätterhall – et moderne og indendørs klatrecenter i Duved, blot otte minutter fra Åre centrum. Her er der aktiviteter for både nybegyndere og øvede, og hallen rummer hele 475 m² klatreflade fordelt på bouldering, toprepsklatring, automatsikringer og ledklatring.

Vandring i Åre – storslået natur og oplevelser

Vandring i Åre er en fantastisk måde at opleve den svenske fjeldnatur på. Området byder på et omfattende netværk af vandrestier, der passer til både nybegyndere og erfarne vandrere. Med over 475 km markerede stier kan du vælge mellem alt fra korte, familievenlige ture til længere fjeldvandringer. Populære ruter inkluderer Totthummeln, Ullådalen og den ikoniske top af Åreskutan. Mange stier er let tilgængelige fra byområder som Duved, Åre by og Björnen. 

For jer, der ønsker at starte vandreturen i højden, er der mulighed for at tage liften op til 1274 meter over havet. Herfra kan I nyde panoramaudsigter og vælge mellem flere ruter, herunder den tilgængelige Åreskutan 360-sti, som også er velegnet til barnevogne og kørestole.  

For at få det bedste ud af din vandretur kan det anbefales at bruge de tilgængelige kort og rutebeskrivelser. Det gør det lettere at finde en rute, der matcher både dine ønsker og dit niveau. Udover vandring alene er det også muligt at booke guidet ture. Efter vandreturen er det oplagt at slappe af med et godt måltid eller en tur i spa. 

Pak altid tøj til uventet vejr, da det hurtigt kan skifte og planlæg din rute på forhånd. 

Badeoplevelser og vandaktiviteter i Åre

Åre er ikke kun kendt for sine fjelde og cykelstier – området byder også på flere skønne badesteder, perfekte til en forfriskende dukkert på en varm sommerdag. Her er nogle af områdets bedste badesteder:

  • Åre Strand og Marinan – Central sandstrand tæt på byen, med caféer og faciliteter.

  • Nulltjärn – Rolig sandstrand omgivet af natur, med grillplads og toilet.

  • Ottsjö – Smuk strand med fjeldudsigt, perfekt til hele familien.

  • Helgesjön – Fredeligt badested med grovkornet sand og panorama over Åreskutan.

  • Grundsviken – Lang, stille sandstrand med udsigt over Kall.

Udover afslapning ved vandkanten er der også massevis af andre aktiviteter på vandet:

  • Kajak og kano - Glid stille gennem søer og floder og kom helt tæt på naturen. Perfekt til både begyndere og øvede, og udstyr kan lejes lokalt. Derudover kan der også bookes en guide. 
  • Stand Up Paddle (SUP) - En sjov og rolig måde at opleve Åresjön og andre søer på. God balance, god udsigt og god stemning.
  • Vandyoga - Find ro og balance med yoga på vandet – en afslappende aktivitet, hvor natur og nærvær går hånd i hånd. Lektioner kan bookes.
  • Rafting - For jer, der vil have fart og spænding, er rafting på områdets elve en oplagt aktivitet. Professionelle guider sørger for sikkerhed og eventyr.
  • Fiskning - Grib fiskestangen og find roen ved bredden. Der er gode muligheder for både fluefiskeri og traditionelt fiskeri i områdets søer og elve – husk fiskekort. Det er også muligt at booke guide. 
  • Flydende sauna - Efter en aktiv dag kan du slappe af i en flydende sauna på Åresjön – med mulighed for at hoppe direkte i det klare vand bagefter. 

Uanset om du søger ro, nærvær eller et adrenalinkick, har Åre noget, der passer til dig – også på vandet.


Spa, pool og afslapning i Åre

Uanset om I søger familievenlig vandleg eller eksklusiv afslapning efter en dag med aktiviteter, byder Åre på oplevelser for enhver smag.

Holiday Club Åre
Et sjovt og afslappende badeland for hele familien med børnepools, vandrutsjebaner, jacuzzier, inden- og udendørs pools og en afslappende saunaverden. Perfekt til både leg og afslapning – uanset vejret. Børn skal være ledsaget af en voksne i saunaområdet. 

Copperhill Mountain Lodge
Eksklusivt spa med indendørs og udendørs pools, panoramaudsigt over fjeldene og mulighed for massage og private spa-oplevelser. Ideelt til ro og luksus i naturskønne omgivelser.

Aktiv sommer i Åre med ÅrePasset

Med ÅrePasset kan du frit benytte en række populære sommeraktiviteter i Lindvallen og omkringliggende områder:

  • Cykling i Åre Bike Park – Udforsk Skandinaviens største Bike Park med både downhill- og trailruter, der passer til alle niveauer.

  • Holiday Club Spa & Fitness – Slap af i Season Sauna, svøm i bassinerne eller træn i det moderne fitnesscenter


Priserne varier alt efter antallet af dage. Man kan vælge 2, 3, 4, 5 eller 6-8 dage.


Priser:

Voksne(18-64 år): 805 kr. - 1541 kr.

Unge(7-17 år): 548 kr. - 1100 kr.

Senior(65+ år): 548 kr. - 1100 kr.

Børn(0-6 år): Gratis


Foruden de inkluderede aktiviteter er det også muligt at tilkøbe klatring og diverse introhold.

Åre er spækket med oplevelser og aktiviteter

Listen af oplevelser og aktiviteter i og omkring Åre er lang. Der er nemlig et væld af ting at foretager sig. Udover cykling, vandring, badning og klatring kan I også opleve: 

Golf med fjeldudsigt

Spil golf på en naturskøn bane omgivet af fjelde og skove. Banen byder på udfordringer for både nybegyndere og erfarne spillere.

Padel og tennis

Udfordr venner eller familie i padel eller tennis på moderne baner. Åre Sportcenter tilbyder faciliteter til begge sportsgrene, uanset niveau.

JumpYard – trampolinpark for alle

Besøg JumpYard, en indendørs trampolinpark med aktiviteter som trampoliner, klatrevægge og SkyRider. Perfekt til både børn og voksne, der ønsker sjov og motion.

Træning og indendørs aktiviteter

Hold dig aktiv med indendørs træning i Åre Sportcenter. Her finder du et veludstyret fitnesscenter, golfsimulatorer og klatrevægge – ideelt til dage med mindre godt vejr. 

Bemærk, at aktiviteterne er mod gebyr.


Flyv, kør og rull – unikke oplevelser i Åre

Åre byder på en række eventyrlige aktiviteter, der giver dig mulighed for at opleve fjeldene på nye måder.

Hundeslæde om sommeren

Oplev spændingen ved at køre med hundeslæde, selv i de varmere måneder. Trænede Alaskan Huskies trækker dig gennem naturskønne stier, hvor du kan nyde stilheden og den tætte kontakt med naturen. 

Tandem paragliding

Få fugleperspektiv over Åres majestætiske landskab med en tandemflyvning. Sammen med en erfaren pilot svæver du fra Åreskutan ned til Draklanda ved Åresjön, en oplevelse der kombinerer adrenalinsus med betagende udsigter. 

Aktiviteter på hjul

Udforsk Åres terræn på hjul med aktiviteter som mountaincart og downhill-scootere. Disse fartfyldte oplevelser er perfekte for jer, der søger anderledes sjov og spænding på fjeldets skråninger end mountainbiking og vandring. 

Tännforsen – et naturspektakel tæt på Åre

Oplev den rå kraft og storslåede skønhed ved Tännforsen – Sveriges største og måske mest imponerende vandfald. Bare 20 km fra Åre bruser vandet 38 meter ned over klipperne, omgivet af frodig natur og fredfyldte stier. Om sommeren kan du opleve regnbuer i den lette vandtåge, mens efteråret byder på intense farver i det omkringliggende fjeldlandskab. Området er let tilgængeligt via en kort, jævn sti med flere udsigtspunkter, hvor du kan nyde både udsigten og roen – uanset om du er til intense naturoplevelser eller en stille picnic med familien.

Vil du opleve mere? Guidede ture gør det muligt at dykke dybere ned i vandfaldets historie, geologi og særlige natur.

Mad, drikke og shopping i Åre

Åre byder på alt fra hyggelige caféer til prisbelønnede restauranter – perfekt til en velsmagende pause efter dagens oplevelser. Du finder både lokale specialiteter og internationale favoritter.

Byen har også et godt udvalg af butikker med outdoor-udstyr, mode, delikatesser og håndværk. Et besøg hos Åre Chokladfabrik er et must – her venter håndlavet chokolade og søde souvenirs.

Hop på toget til Åre eller sæt dig bag rattet

At tage toget til Åre om sommeren er en afslappet og klimavenlig måde at starte fjeldferien på. Med nattog ankommer du udhvilet og klar til eventyr i den friske fjeldluft. I 2025 kører der direkte nattog til Åre fra 25. juni til 28. september. Toget afgår fra Malmø onsdag og lørdag aften og ankommer til Åre tidligt næste morgen. Returrejser fra Åre sker torsdage og søndage.

I starten og slutningen af perioden kører toget via byer som Malmö, Lund, Linköping og Stockholm. I højsæsonen (16. juli til 17. august) udvides ruten med stop i blandt andet Helsingborg, Halmstad og Göteborg. 

Åre station ligger centralt, og du har nem adgang til både overnatning, aktiviteter og transport videre til f.eks. Björnen og Duved. Togrejsen er ikke bare praktisk – den er en del af oplevelsen. Du læner dig bare tilbage og lader det svenske landskab glide forbi.


Kør selv til Åre

Åre ligger et godt stykke oppe i det svenske fjeldlandskab, men rejsen dertil kan sagtens være en del af oplevelsen. Med egen bil har du friheden til at tage det i dit eget tempo og gøre stop undervejs – måske for at udforske smukke søområder, hyggelige byer eller svenske seværdigheder. Fra København tager turen cirka 14 timer, mens det fra Jylland er oplagt at afkorte køreturen med en færgeoverfart til Sverige eller Norge. 

 

Praktisk information

Alt er åbent hver dag fra 21. juni til 17 august. Det er højsæsonen.


Holiday Club er som udgangspunkt åbent året rundt.



OBS: Ændringer kan forekomme og nogle aktiviteter kan være lukket på grund af vejrforhold.