Denne hjemmesider er ikke længere understøttet i Internet Explorer.
Venligst åben siden i Microsoft Edge, Google Chrome, Firefox eller Safari.
Kan vi hjælpe?
7015 3232
Tag til en ferielejlighed på Costa Brava og nyd den spanske Middelhavskyst
Når I vælger en ferielejlighed ved Costa Bravas kyst, vælger I smukke sandstrande omgivet af klipper, historiske byer og masser af kulturoplevelser. Den lange kyst i Catalonien, Spanien, strækker sig fra Barcelona helt op til den franske grænse. Her kan I vælge at tage en storbyferie med stranden lige ved hånden, eller I kan vælge en rolig ferie i en af de små historiske byer.

Velkommen til Costa Brava

Hvad venter i Costa Brava?

Costa Brava er den perfekte destination for dem, der trænger til en badeferie, men som ikke vil kede sig. I Barcelona finder I kunst, kultur og arkitektur for alle pengene, mens I kan finde lækre strande og livligt natteliv i Lloret de Mar. Eller find nogle af de mindre travle byer, hvor I kan slentre igennem de krogede historiske gader i ro og mag. 

Hele vejen op ad kysten kan I udforske de hyggelige, naturligt udformede strande. Det naturlige klippelandskab når helt ned til kysten, hvor der dannes små bitte bugter, hvor hvide sandstrande gemmer sig imellem klipperne. 

Når I vælger en ferielejlighed på Costa Brava, vælger I sol, strand og hyggelige stunder i det smukke landskab. Se vores udvalg og lad jer inspirere til jeres næste ferie i Spanien.


Der findes et sted for alle behov på Costa Brava

Nogle af de smukkeste strande i verden findes ved Costa Brava. I Calella de Palafrugell finder I de charmerende hvide huse helt ned til en lille sandstrand. Her kan I nyde synet af de små joller og både, der stadig bliver trukket op på sandet. Cala Giverola i Tossa de Mar er et syn for guder. Her ligger I gemt væk i den lille bugt, hvor klipper med grønne træer og palmer giver stranden en fuldstændig magisk fremtoning. Hvis I er til snorkling eller dykning, er Cala Culip ved Cadaqués det oplagte valg.

Lige bag ved jer, helt ned til kysten, finder I bjerge og bakker, der skaber mulighed for at udforske naturen. Tag vandreskoene på og nyd udsigten over Middelhavet, mens I vandrer mellem små historiske landsbyer og ser æslerne gumle i vejkanten. Går I langs med kysten, så husk at tage badetøjet med. Måske I finder en hemmelig strand imellem klipperne.

Hvis I trænger til at have nem adgang til stranden og byen på samme tid, er Lloret de Mar et oplagt valg. Her finder de unge gæster et livligt natteliv, samtidig med at deres feriebolig hverken er langt fra byen eller stranden.


Det kulturelle indtryk

Langs Costa Brava-kysten finder I et væld af muligheder for at springe tilbage i tiden og se de historiske byer. Middelalderbyen Besalú er et besøg værd. Eller tag til toppen af klipperne og se slottet i Begur. I Cadaqués finder I udsigten over en smuk hvidvasket by, som vi kender dem fra andre steder ved Middelhavet.

Når det kommer til at opleve kultur og byliv, har Costa Brava ikke mangel på gode muligheder. Girona er områdets hovedstad, hvor I kan finde alt, hvad hjertet begærer i en moderne storby. Hvis I mere trænger til at opleve Cataloniens hovedstad, så tag til Barcelona. Her kan I nyde det livlige gadeliv på ramblaen, se Gaudís skøre huse og opleve La Sagrada Familia, den største ufærdige kirke i verden, der endnu ikke er færdigbygget, selv efter at byggeriet har stået på siden 1882.

Oplev Cataloniens lokale delikatesser og unikke kultur

Ved Costa Brava er det selvfølgelig ikke til at gå uden om de lækre retter med fisk og skaldyr. Men i Catalonien er man også blevet rigtig dygtig til at fremstille røgede og tørrede skinker og pølser, som bliver blandet sammen med skaldyrene i de fantastiske paellas.

Eller prøv nogle af de andre lokale retter, som er unikke for regionen. Hvis du tør, så prøv deres Arroz negro, som er ris blandet med blæksprutteblæk. Eller hold det simpelt og nyd deres lækre retter med grillede grøntsager, hvidløg og masser af olivenolie.

Når man skal smage på drikkevarerne, kan man i Catalonien ikke komme uden om den lokale cava. Cava kommer fra dette område og fungerer som en perfekt afslutning på de varme dage.