Også om vinteren kan I besøge flere af Bornholms mange seværdigheder, som holder åbent i vinterferien. Oplev fx Hammershus og bliv blæst godt igennem eller måske er borgruinen endda sneklædt? I kan også lægge vejen forbi en eller flere af de rundtossede rundkirker.
Naturattraktioner
De mange naturattraktioner har selvfølgelig åbent året rundt, og I kan opleve rokkestenene (både den i Paradisbakkerne, Almindingen og i Rø Plantage), bisonskoven, Ekkodalen, Randkløve Skår, Jons Kapel, Dueodde Fyr, Den Sorte Gryde, Hellerestningsfelterne ved Madsebakke/Allinge-Sandvig, Opalsøen, Smaragdsøen, Rubinsøen og Nordeuropas længste træbro over havvand ved Arnager, som er tæt på Bornholms lufthavn.
Museumsbesøg
Der er også rig mulighed for museumsbesøg fx på Bornholms Kunstmuseum ved Helligdomsklipperne (åbent torsdag-søndag), Bornholms Museum i Rønne (åbent mandag-lørdag), Hjorts Fabrik/Keramikmuseum i Rønne (åbent mandag-lørdag) eller Martin Andersen Nexøs Mindestuer i Nexø (åbent hver fredag kl. 13-16)
Gallerier
Galleriet Cirkola har helårsåbent, I skal bare ringe, før I kommer. Galleri Culiner, som har bornholmsk kunsthåndværk, keramik og fotokunst holder åbent lørdag+søndag.
Andre aktiviteter
Trænger I til at komme lidt ind i varmen, kan I tage en svømmetur i Gudhjem eller Rønne svømmehal, bowle i Rønne eller gå i biografen i Scala Gudhjem eller Rønne Bio. Det er også muligt at opleve Danmarks ældst fungerende teater, Bornholms Teater, i Rønne.
Husk at tjekke de specifikke åbningstider inden ankomst.